Regler for brug af Kollegiegårdens musikrum
Musikrummet kan benyttes af alle beboere på Kollegiegården. Adgang til
musikrummet erhverves gennem inspektøren mod et depositum, idet din hovednøgle
bliver omkodet. Samtidig hermed modtager du en kopi af reglementet,
som du herefter forventes, at være indforstået med.
- Din adgang til musikrummet
er strengt personlig. Dette betyder altså, at du ikke må låne din
nøgle ud til andre. Forsømmelser af denne regel, samt brugerreglementet
i øvrigt, kan resultere i, at din adgang til musikrummet bliver spærret.
- Det er obligatorisk, at
du noterer dig på reservationssedlen, når du benytter musikrummet.
- Musikrummet må benyttes
i tidsrummet fra kl. 8:00 - 23:00. Eventuelle klager over støjniveauet
fra beboere lige over lokalet skal tages til efterretning.
- Der må ikke placeres ting
på flyglet andet end noder. Mad og drikkevarer henvises til bordet.
- Undlad at regulere varmetermostaten
i musikrummet, af hensyn til flyglets stemning.
- Beskadigelse af inventaret
vil normalt være for egen regning. Hvis uheldet sker, så kan du se
hvem du skal kontakte på VIP-tavlen.
- Rygning i musikrummet er ikke tilladt.
Reservation af øvetid
Udenfor musikrummet hænger en reservationsseddel.
Al brug af musikrummet foregår ved reservation på denne seddel ved
navn og vær./lejl. Det er obligatorisk, at du noterer dig her,
når du benytter musikrummet. Der er følgende rammer for reservation
af øvetid:
- Øvetiden er ikke tidsbegrænset, dog max. 3 sammenhængende timer.
- Du må reservere en uge
frem. Frem til torsdag samme uge må du max. reservere 3 timer lørdag
og 3 timer søndag, da disse dage er særligt eftertragtede. Efter torsdag
kan du reservere yderligere timer.
- Fremmøde senest 15 min.
efter reservationstiden begynder. Herefter kan andre, der i mellemtiden
er mødt op, gøre krav på rummet frem til næste hele time.
- Hvis du ikke vil benytte
din reservationstid, skal du huske, at annullere den på skemaet.
- Alle skal udvise fleksibilitet,
så øvetiden fordeles ligeligt mellem alle.
Sammenspil
Hvis du ønsker at spille sammen med
personer, som ikke har nøgle / eller ikke bor her på stedet, skal
du være opmærksom på, at du drages til ansvar for al brug af musikrummet
i forbindelse med jeres øvning. Herunder eventuelle skader på inventaret.
Flyglet og andet inventar
I musikrummet står et Bechstein-flygel
fra ca. 1930, som i sin tid er blevet indkøbt til kollegiet vha legater
fra Carlsberg Fonden og Augustinus Fonden. Sidenhen er flyglet blevet
hovedrenoveret vha af støtte fra ovennævnte fonde. Det er ret enestående,
at et kollegie besidder et flygel af denne standard. Derfor prioriterer
Kollegiegården de nødvendige midler således, at flyglet jævnligt
bliver stemt og efterset. Det er dog mindst lige så vigtigt, at du
som bruger værdsætter dette privilegium, og altid behandler flyglet
med omtanke. Husk: Det er strengt forbudt, at placere kaffekopper eller
lign. på flyglet.
Af hensyn til flyglets stemning, er
det desuden vigtigt, at temperaturen i rummet forbliver nogenlunde konstant.
Derfor undlad at regulere på varmetermostaten. Skulle der blive behov
for udluftning, så husk at lukke vinduerne igen, når du forlader rummet.
I 2007 indkøbte Kollegiegården et Gretsch Blackhawk trommesæt. Igen var det nogle studerende, der brugte tid på at søge om midler til indkøbet gennem Beboerrådet, indhente forskellige tilbud og endelig indkøbte et trommesæt af en høj kvalitet. Denne investering har selvfølgelig givet nye muligheder for sammenspil. Pas derfor godt på trommesættet og tilbehør – og undlad at skille det ad.
Det øvrige inventar er private ejendele og må ikke fjernes fra musikrummet – se liste. Hvis du / I har forslag til indkøb af andre instrumenter/ udstyr til musikrummet, så ville det være en god idé, at undersøge interessen for jeres forslag gennem et opslag på opslagstavlen, samt en besked på kollegiets web-site. Herefter kan du / I ansøge Beboerrådet om økonomisk støtte til indkøbet gennem Kollegiegårdens kasse, eller alternativt ansøge private fonde.
Egne instrumenter i musikrummet
Hvis du ønsker at have dit instrument
eller andet udstyr stående i musikrummet skal henvende dig til kontaktpersonen
for musikrummet (se VIP-tavlen), inden du parkerer dit udstyr i musikrummet.
Det afhænger nemlig af hvilke instrumenter, der i forvejen er i rummet.
Det er jo ikke hensigtsmæssigt at have flere identiske forstærkere
stående og musikrummet er IKKE noget personligt depotrum. Der gælder
følgende retningslinier for at have egne instrumenter stående i musikrummet:
- For at holde styr på inventaret,
skal dit instrument / udstyr registreres på kollegiets web-site.
- Du skal være indstillet
på, at andre skal have lov til at benytte dit instrument.
- De ting du placerer i musikrummet
er på eget ansvar. Du bør derfor undersøge, om der er dækning for
tingene gennem din egen indboforsikring, hvis dine ting skulle blive
stjålet.
Live-musik ved fester i Tarmen
Hvis du ønsker at benytte musikrummet
/ eller låne udstyr herfra i forbindelse med fest eller lign. i Tarmen,
skal der vælges én person, som, på vegne af arrangementet, tegner
sig som ansvarshavende for brugen af musikrummet og inventaret. Denne
person henvender sig forinden til kontaktpersonen for musikrummet (se
VIP-tavlen) og tegner en kontrakt, hvori arrangementet beskrives, og
hvor der anføres de instrumenter, man eventuelt ønsker at låne fra
musikrummet. (Husk at indhente tilladelse til at låne udstyret fra
de pågældende ejermænd - se liste).
|